Ladywalk 2016

Tilmeld dig Ladywalk 2016 og støt sygdomsramte kvinder

Allerede nu kan du tilmelde dig Ladywalk, der finder sted mandag den 30. maj 2016. Du kan tilmelde dig som enkeltperson, og kan du samle mindst 11 kvinder, kan I gå sammen som et hold. På hvert af vores 12 startsteder er der en pokal til de tre største hold. Så inviter kolleger, veninder, naboerne eller alle kvinder i din familie - flere generationer kan være med. Alle som går med, er med til at bakke op om organisationer, der støtter sygdomsramte kvinder. I 2016 donerer vi penge til Endometriose Foreningen og Hjerteforeningen.

Frem til og med den 2. maj 2016 kan du tilmelde dig på ladywalk.dk. Tilmelder du et hold, kan du også bestille logotryk på jeres T-shirts. Vil du gerne invitere rigtigt mange med på et hold, finder du under vores FAQ en tilmeldingsliste, du kan printe.

Tilmeld dig Ladywalk lige her.


Penge til forskningsprojekt

I Endometriose Foreningen er vi så stolte over og taknemmelige for, at vi er blevet udvalgt til igen at modtage en donation fra Ladywalk i 2016. Vi arbejder hele tiden for at få større synlighed omkring endometriose samt bedre vilkår og behandlingsmuligheder for kvinder med endometriose. Pengene fra Ladywalk skal gå til et forskningsprojekt, som har til formål at undersøge virkningen af smertehåndteringsforløb for kvinder med endometriose og kroniske underlivssmerter.

 

Støt Elsk Hjertet

Vi er rigtigt glade for og stolte over, at Hjerteforeningen igen i 2016 skal modtage penge fra Ladywalk. De penge, vi modtager, vil gå til Elsk Hjertet og forskning i kvinders hjerter.
Vi ser lige nu frem til igen at kunne bidrage til, at endnu flere kvinder kommer ud at gå og oplever glæden ved det. Og så glæder vi os til at møde alle jer, der deltager ude på de 12 steder, hvor der bliver Ladywalk i 2016.

Afstemning slut - T-shirt er valgt

Efter en afstemning på ladywalk.dk har vi fundet farven på næste års T-shirt. Den bliver pink og mørk rosa. I alt har 6.430 stemt. 3.609 stemte på den pink og mørk rosa T-shirt, mens den lilla og gule T-shirt fik 2.821 stemmer.

Tusind tak til alle, der har stemt - vi glæder os til at se jer i den skønne T-shirt den 30. maj 2016. Se T-shirten her.

 

FIRMAIDRÆT SLAGELSE · CVR: 12581114 · Skjoldsvej 8 · 4200 Slagelse · 23430915 · kontakt@firmaidraetslagelse.dk