Mest for hyggens skyld

Det er dét at grine og have det sjovt med kollegerne, der får de ansatte i pakketerminalen hos Arla i Slagelse til at være med til badminton og fodbold. At de så også får motion, er i orden, men ikke målet.

Allan Sørensen, 48 år, havde i 15-20 år ikke brugt sin krop i fritiden til andet end at sidde foran fjernsynet. Han havde tidligere i livet spillet badminton og ville egentlig gerne i gang igen, men vidste ikke hvor og hvordan. Nu har han spillet badminton en sæson sammen med kollegerne og har tænkt sig at fortsætte. ”Der var jo røget nogle kilo på, som jeg gerne vil tabe, men det er mest for sjov og for hyggens skyld”, siger han.

Michael Kristiansen, 27 år, har aldrig været særlig fysisk aktiv. ”Jeg spiller badminton, fordi jeg blev spurgt, om jeg ville være med. Og det synes jeg, lød hyggeligt”.  Nu er han også med til at spille fodbold en gang om ugen. ”Jeg skal helst have en aftale om at gøre noget sammen med andre. Jeg er dårlig til at holde mig selv i ørerne”, siger han.

Michael Berentsen Hansen, 34 år, er enig. ”Man ved, hvornår man skal dukke op til fodbold, og at de andre venter. Med løb kan man lettere snyde sig selv”. Han kom i gang med at spille fodbold for et par år siden, da han begyndte at arbejde om dagen. Da han arbejdede om aftenen, var lysten der bare ikke.

Allan og de to Michael’er arbejder i pakketerminalen hos Arla i Slagelse. De pakker den mælk, som produceres på Slagelse mejeri, og som skal køres ud til supermarkederne. Arbejdet foregår i tre faste skift: dag, aften og nat.

Nogle vil hellere hjem

Michael Berentsen Hansen er formand for personaleforeningen. Sammen med bestyrelsen tager han initiativ til de mange aktiviteter, som kollegerne kan melde sig til. Det er både julefrokost, sommerfest, bagedyst, biograf, teater, koncerter og så badminton og fodbold via Firmaidræt i Slagelse.

Det hører med til hans opgave at lokke kollegerne med. Det nemmeste er at få dem med, som i forvejen er fysisk aktive. Men det lykkes også at få nogle med, som ikke før har været særlig aktive. Men langt fra alle. Michael forstår dem godt.

”De, der pakker om natten, går nemt 15-20 kilometer, så de synes, de får motion nok. Nogle svarer helt ærligt, at de ikke gider. De synes, de ser nok til kollegerne på arbejdspladsen og vil hellere hjem. Nogle bor også langt væk. Det ville nok være nemmere at få flere med, hvis vi havde bedre muligheder. Vi kan først få hallen til badminton fredag kl. 16, fordi andre tidspunkter er optaget skolerne.”    

De får ikke pulsen op

Arla i Slagelse er en arbejdsplads, der giver medarbejderne mange tilbud om samvær og sunde aktiviteter. ”Vi vil meget gerne have de inaktive med, både for deres egen skyld og fordi, sunde medarbejdere arbejder bedre”, forklarer Helle Jürgensen, der er chef for de 140 ansatte i pakketerminalen. ”Vi har glade medarbejdere, en god tone og et sygefravær på under fire procent”, fortæller hun. For et år siden fik de ansatte et sundhedstjek, som viste, at de fleste havde et godt helbred, målt på blodtryk og kolesterol. Men konditionen kunne være bedre. ”Mange vil gerne hygge sig, men får ikke pulsen op. Det er ikke lykkedes os at få alle med, men vi bliver ved med at prøve. Vi giver ikke op”, siger Helle Jürgensen.

FIRMAIDRÆT SLAGELSE · CVR: 12581114 · Skjoldsvej 8 · 4200 Slagelse · 23430915 · kontakt@firmaidraetslagelse.dk